Wells, Russell og War of the Worlds

9. oktober 2014 - Morton



"Vi holder af at tro, at de højtuddannede i samfundet er de, der bedst er i stand til at skelne løgn fra sandhed, og dermed også er de, der vil være sværest at kontrollere, fordi de vil sige fra overfor uretfærdighed. Er det sådan?

Intet kan være fjernere fra sandheden"







H.G. Wells


H.G. Wells og de promiskuøse
Hvad er sammenhængen mellem en kultur, der lystigt hengiver sig til patter, pik og porno, popstars, lir, ludere og latterlighed? En kultur, hvor utroskab, skilsmisse, kønskrig mellem mænd og kvinder og gidseltagning af børn til samme formål er dagens orden? En pornoficeret kultur, hvor børn køber likes på Facebook ved at sælge selfies uden tøj? En kultur af kemisk-psykologisk efeminiserede mænd og maskuliniserede kvinder? En kultur, hvor folk onanerer med smartphones hvert minut i deres såkaldt vågne liv og sover med mobildildoen under hovedpuden ... OG the father of science fiction, H.G. Wells og hans tidsmaskine? Det lyder som en fortænkt gåde - hvad er ligheden mellem en agurk og en pingvin?

Der er en direkte sammenhæng. Wells havde en sådan kultur på ønskelisten. En promiskuøs kultur af individer, der er sanseligt bedøvede, amoralske og svage individer. En kultur, hvor familien er ødelagt og hvor egoisme har splittet samfundet helt ned til atomet, det isolerede individ. Er hans ønske gået i opfyldelse? Det må man sige! En hændelse i England for nylig er billedet af isoleret, narcissistisk amoral og umenneskeliggørelse: En mand blev skudt i nakken på åben gade, hvor der var masser af mennesker. Ingen af dem reagerede, ingen løftede øjnene fra deres smartphones. Alle svarede til beskrivelsen af Verden iflg. H.G. Wells.

Ligesom hans associatives i The Fabian Society, Aldous Huxley og Bertrand Russell blev han ikke læst rigtigt. Forstå dette ret: deres læsere troede, at de advarede mod det umenneskeliggjorte kontrolsamfund med zombier forneden og teknokrater foroven. Intet kan være mere forkert, for de beskrev alle et kommende samfund, som den elite, de var en intim og indforstået del af, havde på tegnebrættet. Science fiktion blev til science faction.

Wells War of the Worlds er i virkeligheden de to verdenskrige, som han beskrev som nødvendige for, at folk vil blive i stand til at opgive deres suverænitet. Da han så, at WWI i al dens for samtiden uforståelige grusomhed ikke havde fuldført arbejdet, advokerede han for WWII som nødvendig. De to verdenskrige var dybt planlagte, og Wells vidste det. Han var ikke en skid profet, han var bare en mand, der talte over sig i sin beruselse over at være en del af det elitære slæng, der skabte det 20. århundrede og dets War of the Worlds. En NWO-lakaj, der roste Stalin til skyerne. En profet får intuitive visioner fra sit højere selv. Wells havde bare bladret i storyboardet i baglokalet i logen, hvorefter han lavede en forfatterkarriere på det.

Wells våde drøm om en Ny Verdensorden er i dag lyslevende i al sin morbiditet.
H.G.Wells: Prophet of the NWO







Bertrand Russell


Bertrand Russell og de uddannede
Vi holder af at tro, at de højtuddannede i samfundet er de, der bedst er i stand til at skelne løgn fra sandhed, og dermed også er de, der vil være sværest at kontrollere, fordi de vil sige fra overfor uretfærdighed. Er det sådan?

Intet kan være fjernere fra sandheden. Jo højere uddannelse, jo mindre sandsynligt er det, at du er til besvær for kontrolsystemet. Jo højere status, jo tungere gruppepres. Jo mere bruttoviden, jo mindre modstand mod denne videns ensrettehed og den inddoktrinering, du udsætter dig for. Jo mere copy-paste-viden, jo mindre er sandsynligheden for, at du vil anfægte præmissen for denne viden ved at spørge: Er dette egentlig sandt, eller er det en konstruktion med et formål. Det er systemet, der har betalt for din uddannelse. Systemet vedligeholdes af ligesindede, der ligesom du har alt at tabe og intet at vinde ved at gøre sig ud til bens. Systemet gør dig kompromitteret, og en kompromitteret person har noget at skjule.

Måske skal der gradbøjes. Der er den intellektuelle robotnik, der absolut intet aner om systemets dobbeltbundethed og fuldt og fast hengiver sig til dets spilleregler og tilsyneladende fortræffeligheder. Men der er også de, der er kommet til at åbne døren til kælderetagen eller loftet og ved, at der gemmer sig noget. Her skiller vandene sig først, for hvordan forholder man sig til det? Nogle lukker straks døren igen og æder en blå pille. Andre bliver derimod opstemt ved tanken og får yderligere ambitioner om selv at få en nøgle til alle etager. Hvor kompromitteret skal man være? Hvor stor en karriereluder skal man blive? Kan man få en invitation til i logen? Andre vil begynde at udvikle skrupler.

Systemet frygter generelt ikke klassen af intellektuelle fjolser. Akademia er en stor klub, der holdes på plads af skyld, skam og frygt. Skyld til systemet for at give dem en plads i solen - selvom der kun tilbydes rationeret sollys - og frygt for at miste den karriere, som de var nødt til at sætte sig livslangt i gæld for at få, knokle sig til ved at spille i systemet, miste deres økonomiske fundament og mulighed for at leve i en vis grad af luksus - selvom der kun tilbydes rationeret luksus. Man skal være to akademikerlønninger til at skaffe det, som én løn kunne skaffe for et halvt århundrede siden, og du vil konstant leve med frygten for og skammen i at ryge ud af det akademiske selskab ... hvorefter du ender som taxachauffør, forever!

Hvad systemet frygter er, hvis en af de intellektuelle fjolser begynder at tilegne sig noget, der ligner moral og empati. Det kan ske, men det er ikke sandsynligt. Moralen forsvandt allerede på vej op gennem systemet. Empatien blev i visse tilfælde kvalt i kynisk karriereliderlighed - velkommen i klubben af sociopater! - men nok snarere omdirigeret ved at vifte det intellektuelle fjols om næsen med muligheder for at sone sin dårlige samvittighed: giv en ged, adopter et brunt barn, betal for en tsunami, hjælp verdens stakler ved at støtte en krig mod deres regering. Især det sidste giver rigtig god mening ... synes det intellektuelle fjols med den dårlige samvittighed. Selv de mest kyniske grusomheder kan sælges som humanitær bistand.

Hvornår sker det, og for hvem sker det? Well's kollega i The Fabian Society, Bertrand Russell, sagde det lige ud - lige som han sagde en hel masse lige ud, der eksponerede agendaen. Underligt nok er han gledet over i historien, altså vel at mærke Imperiets, egen historieskrivning, som fredselskende tribunal-opfinder. At dette var ren svindel ser vi i udsagn som:


Vi tager de mest opvakte skolebørn ud fra en tidlig alder og tester dem. De må tages bort fra deres baggrund, så de glemmer den og bliver en af os og lyder vores bud. Vi sørger for, at de ikke længere har kontakt med, hvor de kommer fra.
Hvis der findes sådan et barn med sådanne muligheder, vil det kunne blive en talsmand for os i fremtiden.
Hvis dette barn som voksen derimod overskrider disse beføjelser og begynder at tænke selv, da skal det for enhver pris elimineres! (parafraseret)


Den britiske elite stod i et vist modsætningsforhold til jesuitterne. Men samtidig studerede de jesuitternes metode:

Giv mig det fire-års barn, og jeg skal give dig den voksne.


Det store demoraliserings-projekt
Der er en bemærkelsesværdig lighed i metoder. I 70'erne har Frankfurterskolen kopieret både jesuitternes metoder og The Fabians Society's program. Hvis folk ikke faldt i den ene grøft, så var der den anden, den tredje (zionisme), den fjerde (venetiansk fake-diplomati), den femte (new-age), den sjette (drugkultur), den syvende ... Fællesnævneren er korrumpering og demoralisering af mennesket.

Når H.G. Wells taler om at fremme promiskuøsitet, så er det med baggrund i de 'brølende 20'ere', det løsslupne sociopattrip efter 1. Verdenskrig, hvor jitterbug blev dansen med døden.

Når zionisterne dyrker promiskuøsitet, er det med udgangspunkt i mellemkrigstidens Berlin. Tyskerne / nationalsocialisterne forsøgte at stoppe det, men fordi zionisternes 'gode venner' vandt krigen og fordi det lykkedes dem at über-dæmonisere alle tyskere og iscenesætte offer-rollespillet Holocaust, fik promiskuøsiteten endnu et boost via Hollywood (Holly-caust, Holo-wood).

Når jesuitterne dyrker korrumpering, er det med udgangspunkt en ældgammel romersk taktik, hvor hofsnogen, skriftefaderen, fyrstens rådgiver, Grima Wormtounge klæber sig til fyrsten til han sidder som en bleg, viljeløs zombie, der hjernedødt afskaffer sin egen magt.

Når fabianerne dyrker promiskuøsitet, er det med udgangspunkt i trotskismen, bolsjevismen, stalinismen, kommunismen, socialismen. De så blot, hvorledes Stalins og bolsjevikkernes ultra-vold, deres promiskuøse massevoldtægter under WWII og deres blodige 'mongolske' revolutionære praksis var for gennemskuelig. Derfor deres langtids-orienterede snigende gift, hvor mennesker skulle lære at elske deres egen korrumpering.

Når drug- og new-age-kulturen dyrker promiskuitet er det med udgangspunkt i alt det ovenstående. CIA finansierede, promoverede, organiserede, transporterede og distribuerede det.

Når trotskisterne dyrker korruption, så ... hov stop, hvem er de? Det er såmænd ingen andre end de neo-cons, der overtog den amerikanske regering med et usynligt statskup efter mordet på JFK. Med hvilke midler? Bla ved, at den ofte højt besungne JFK selv var en dybt korrumperet og promiskuøs person, en 'womanizer' og kokain-narkoman. Richard Nixon var på trods af sit dårlige rygte på afgørende måder en langt mere moralsk integreret person end JFK, men man havde lært lektien i the Deep State, og da Nixon rokkede med ørerne, blev han 'gamet'. Vi kender det som Watergate.

Trotskismen repræsenteres i dag af mulat-dukken med de mange navne: Sortero / Obama. Korruption er teleprompter-dukkens mellemnavn.